HR-professionelle spiller en central rolle i arbejdet med lederes trivsel, især i små- og mellemstore virksomheder. Derfor har viden og erfaringer fra indsatsen for at styrke lederes trivsel og resultater været værdifuld for Dansk HR at være en del af, siger Kim Staack Nielsen, formand for Dansk HR.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
1. Hvorfor er det betydningsfuldt at sætte fokus på og at arbejde med lederes trivsel for jeres organisation?
- For os i Dansk HR er det vigtigt at kunne formidle viden og erfaringer til vores medlemmer, som er til gavn for dem, og vi lægger vægt på, at den viden, vi giver videre, er evidensbaseret. Og det er den i denne indsats. Mange virksomheder gør det rigtig godt, når det handler om at skabe trivsel for både ledere og medarbejdere. Og hos nogle er der plads til at gøre det bedre. Derfor vil vi gerne bidrage til at videreformidle den viden, som findes, fordi vi ved, at lederes trivsel, medarbejdernes trivsel og virksomhedens resultater hænger tæt sammen.
- For os at se er det godt at sætte fokus på den her indsats, men vi må samtidig have det udgangspunkt, at danske ledere og deres evner til at skabe trivsel og resultater er blandt de bedste i verden. Det viser mange undersøgelser. Vi ligger samtidig helt i top, når det gælder den korteste afstand fra bund til top, og det har betydning for de resultater, ledere og medarbejdere kan skabe sammen.
2. Hvordan oplever du, at I har kunnet bidrage til den dagsorden via jeres partnerskab i indsatsen ’Styrk lederes trivsel og resultater’?
- Vores bidrag har først og fremmest været gennem artikler i vores magasin HR & Ledelse, som når bredt ud til vores medlemmer. Og vi har også bredt artiklerne ud enkeltvis for vores 12.000 følgere, som primært er folk, der arbejder med eller interesserer sig for HR.
- Vores budskaber går i høj grad til de af vores medlemmer, som er mellemstore virksomheder. Her ved vi, at de bruger og arbejder med det, de får fra os. Og det diskuteres også i de 15 netværksgrupper, vi har, som giver løbende feedback til os.
3. Hvordan mener du, at I kan bidrage til at forankre den indsats/dagsorden, når selve indsatsen om kort tid afsluttes?
- Danskerne er nogle af de mest tillidsfulde i verden på arbejdsmarkedet. Og tillid er med til at udvikle organisationer og skabe resultater. Så når ledere viser tillid til deres medarbejdere, giver dem mulighed for at være med i et team, hvor ikke kun lederen træffer alle beslutningerne, udvikles organisationen, og det smitter i sidste ende af på lederens trivsel, når medarbejderne leverer gode resultater.