Som selvstændig og ejerleder af egen virksomhed er det den letteste sag i verden at arbejde solen sort. Trivselsværktøj har guidet konsulent Ann Catherine Talbro til at fokusere på helt konkrete mål og mening i arbejdet.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
Som konsulent hjælper Ann Catherine Talbro og hendes virksomhed Undfang andre virksomheder med at styre deres strategier sikkert i mål. Det er meningsfuldt. Men livet som selvstændig er også krævende, oplever hun.
- Jeg er virkelig glad for at være selvstændig, men jeg står samtidig alene med alle opgaver – at finde kunder, opbygge virksomheden, markedsføre den osv. Så jeg har lige så travlt i dag, som dengang jeg var ansat som leder. Til gengæld jeg har en helt anden fleksibilitet og frihed til at gøre det, jeg synes er rigtigt at gøre.
Ønskede mere tid og fleksibilitet
I 2023 tog Ann Catherine Talbro springet efter i mange år at have arbejdet som leder i store koncerner til at drive sin egen konsulentforretning. Hun var kørt træt i at arbejde 70 timer om ugen og drømte om mere tid og fleksibilitet i både hverdag og arbejdsliv, mere tid og overskud til familien og hendes to børn, men også til fx at kunne skrive den skønlitterære bog færdig, som havde ligget i skuffen i flere år.
- Jeg mente selv, at jeg havde fokus på min trivsel, da jeg var ansat som leder, men det var helt vanvittigt så meget, jeg arbejdede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af det, fordi det hele var jo så spændende. Men det kostede på hjemmefronten – til sidst råbte min familie ad mig, at jeg ikke skulle arbejde så meget. Så fik jeg en erhvervscoach og fik mere kontrol over mit liv. Jeg havde det i virkeligheden nok ikke så godt, som jeg troede, jeg havde, fortæller Ann Catherine Talbro.
Man kan let komme til at føle, at der hele tiden er 500 løse ender. Så jeg har lavet en aftale med mig selv om, at hver fredag kl. 14 vil jeg tjekke op på, om jeg har levet op til mine mål. Det er den bedste måde at gå på weekend på for mig.
Skal være den bedste udgave
I dag er hun yderst bevidst om, at for at kunne lede andre og tage hånd om dem, skal man kunne tage hånd om sig selv. Det gælder også i virket som selvstændig.
- Når jeg er ude hos mine kunder, skal jeg være den bedste udgave af mig selv. Jeg skal kunne møde glad op og have styr på, hvad vi skal sammen. Jeg skal have overskud for at lykkes med opgaverne, og det kræver, at jeg trives. Det er faktisk endnu vigtigere nu end tidligere, fordi i dag er jeg alene om at sikre mit økonomiske grundlag. Så det duer ikke, at jeg går ned med stress. Det kræver, at jeg holder fast i, hvad der gør mig glad, hvordan jeg trives, og hvordan jeg kan få det liv, jeg drømte om, da jeg sagde mit arbejde op. Derfor er det også så fedt, at I tager temaet op med jeres indsats. For det er et overset tema, hvordan man passer godt på sig selv som leder.
Værktøj styrkede fokus
Helt konkret har Ann Catherine Talbro haft gavn af at arbejde med indsatsens værktøj 1, som fokuserer på lederens egen trivsel. Det har skærpet hendes fokus at skulle vælge to temaer at arbejde med: Mål og mening i arbejdet.
- Jeg er meget struktureret og har planer for hele året, for hver måned, uge og dag, som jeg hele tiden reviderer og er skarp på. Men det har hjulpet mig at få stillet endnu mere skarpt på nogle udvalgte mål og på, hvad der giver mig arbejdsglæde, siger hun og uddyber:
- Et mål kan fx være at lave et opslag på LinkedIn i denne uge eller have mindst to kaffemøder om måneden med potentielt nye kunder eller bare for at få ny inspiration. Men målene handler også om at prioritere rigtigt – være bevidst om, hvad jeg siger ja og nej til af opgaver og glæde mig over, at jeg har det privilegium selv at bestemme, hvad jeg vil arbejde med, siger hun og tilføjer:
- Mere overordnet har jeg sat mig mål om at holde mere fri om aftenen og i weekenderne. Jeg er blevet meget bedre til at mærke, hvad jeg har brug for, og her hjælper værktøjet mig på vej.
For, fortsætter Ann Catherine Talbro, som selvstændig kan man let blive væltet omkuld af de 1000 ting, man selv skal tage sig af i virksomheden.
- Man kan let komme til at føle, at der hele tiden er 500 løse ender. Så jeg har lavet en aftale med mig selv om, at hver fredag kl. 14 vil jeg tjekke op på, om jeg har levet op til mine mål. Det er den bedste måde at gå på weekend på for mig: At vide at jeg har nået mine vigtigste mål for ugen.