Af journalist Tina Juul Rasmussen
Hvad kan en virksomhed med omkring 500 medarbejdere få ud af at rette søgelyset mod trivslen hos deres 45 ledere, chefer og direktører? Hos Novafos, et kommunalt ejet A/S, der leverer vand og spildevand i ni nordsjællandske kommuner, har topledelsen takket ja til at deltage i forskningsprojektet Lederes trivsel – undersøgelse af forudsætninger for og resultater af lederes trivsel i SMV’er i Danmark.
Spørger man Søren Dreyer, direktør for spildevand i Novafos, hvorfor man har gjort det, er svaret klart:
- Fordi vi håber, at vi bliver klogere på noget, vi ikke har undersøgt tidligere. Og at vi får sendt nogle signaler til virksomhedens ledere om, at vi som topledelse interesserer os for deres trivsel. Det, mener jeg, kan der være god musik i – at det ikke er et tabu.
Men vigtigst, pointerer Søren Dreyer, er at kunne bruge resultaterne fra det spørgeskema, Novafos’ ledere skal besvare som en del af forskningsprojektet.
- Jeg håber, at opfølgningen på resultaterne giver anledning til nogle gode dialoger. Det synes jeg er spænende – at få lyst på, om vi har nogle blinde vinkler. På den måde jeg ser frem til at få stukket termometeret ind og se os selv, også i kontekst af andre virksomheder, der ligner os. Og bliver der rusket op i noget, så tager vi hånd om det, konstaterer han.
Udvikler forretningen og menneskene
Novafos’ kerneforretning er at levere rent drikkevand og sørge for at bortlede og rense spildevand til over 400.000 kunder. Virksomheden udspringer af en række kommunale vandforsyninger, som i 2017 blev sammenlagt til Novafos for at kunne løfte større og mere komplekse opgaver, bl.a. inden for klimasikring.
Som forsyningsvirksomhed er Novafos kritisk infrastruktur, så bæredygtighed er en ufravigelig bundlinje og klimasikring et nødvendigt vilkår, som det står formuleret i virksomhedens strategi. Formålet er altså ikke at generere overskud til aktionærer eller ejerledere, men det fritager ikke lederne fra KPI’er og krav om udvikling af forretningen, pointerer Søren Dreyer.
- Derfor har vi også stort fokus på, hvordan vores ledere skal udvikle sig for at kunne bruge virksomhedens ressourcer rigtig, tage de rigtige strategiske beslutninger, agere i en klimadagsorden, vide, hvad kunderne vil have osv. På den måde er lederpresset og de bundne opgaver, der skal leveres på, ikke anderledes, selvom man tager pengene ud af ligningen.
Her er ledernes trivsel heller ikke uinteressant, fremhæver Lone Alstrup, chef for strategi & bæredygtighed, som også har ansvaret for den HR-mæssige del af Novafos’ deltagelse i forskningsprojektet om ledertrivsel.
- Vi arbejder selvfølgelig først og fremmest med ledernes trivsel, fordi det er vigtigt for os, at de – ligesom medarbejderne – trives. Men vi må også anerkende, at det drysser nedad, og at det betyder noget. Når lederne har det godt og er samstemte, er det også godt for forretningen, siger hun og tilføjer:
- På den måde har arbejdet med lederes trivsel ophæng i vores strategi – at udvikle både forretning, medarbejdere og ledere. Vi udvikler ikke kun driften, men også menneskene i den.
Ledernetværk på tværs
Selvom Novafos ikke har en årelang virksomhedshistorie bag sig, opfatter man sig ikke som ’ny’, forklarer Søren Dreyer. Det hænger bl.a. sammen med et stædigt fokus på at arbejde med god ledelse.
- Vi har sat ledernetværk i gang på tværs af virksomheden, hvor lederne selv bestemmer, hvilke temaer de vil tale om. Vi har vores eget lederudviklingsprogram, uden konsulenter udefra, som handler om at italesætte, hvad god ledelse er. Vi ved, at lederjobbet kan være ensomt, så derfor har vi også gjort meget ud af at ryste lederne godt sammen, bl.a. ved at understøtte ledergrupperne, så de har et fortroligt rum, fri for konkurrencen om KPI’er at tale i. Det, tror vi på, skaber trivsel.
- Jeg har kun været her et par år, supplerer Lone Alstrup, men jeg oplever helt klart, at vi er én virksomhed, og nu er vi så store, at vi skal gøre noget mere for bl.a. at understøtte ledernes trivsel. Det er sindssygt interessant – fordi det giver os mere viden.
Gider ikke ’det bløde pjat’
Søren Dreyer er ligeledes opmærksom på, at ledertrivsel kan være et vigtigt parameter for unge ledere, der ikke vil knokle sig halvt ihjel. Og derfor kan temaet også være et grundlag for rekruttering. Men der findes stadig ledere i den ældre generation, som ryster på hovedet, fortæller han.
- Vi har i flere omgang talt om lederes trivsel i forbindelse med medarbejdernes, bl.a. i form af firedages arbejdsuge, som har været oppe at vende. Vi har været omkring regenerativ ledelse – hvordan man passer på sig selv, arbejder med pauser osv. Så det er ikke som sådan tabubelagt, men vi har stadig ældre ledere, der ikke mener, at vi skal tale om det ’bløde pjat’, siger Søren Dreyer.
- Vi har jo valgt at lægge det åbent ud og på den måde signalere, at det er okay at tale om. Det er ikke tabu, så skulle der være resultater, som overrasker os, må vi jo gå videre med dem. Det giver mening at gøre, fordi det taler ind i et flow, vi i forvejen er i, siger Lone Alstrup.